Eleverne blev klogere på privatøkonomi i ’Fat om finanserne’
Da eleverne i 9.A forleden mødte op til undervisning om finanser, stod Martin Wittrup, erhvervskoordinator og pædagogisk konsulent fra Ungdomsbyen, klar til at sætte dem i gang med dagens opgave. Klassen fik nemlig til opgave at få en fiktiv persons drømme, udgifter, indtægter, forsikringer og eventuelle uheld fra alderen 15-35 år til at gå op i en højere enhed. Dem som balancerede økonomien bedst, blev belønnet med lykkepoint, som i sidste ende afgjorde, hvem der vandt spillet.
- ’Fat om Finanserne’ er tænkt som et supplerende undervisningstilbud, som skal give de unge bedre forudsætninger for at balancere deres økonomi, når de bliver 18. Spillet er med til at engagere de unge, så de fx oplever, hvad der kan ske, hvis man ikke har en forsikring og bliver ramt af et uheld. Det gør, at begreber som forsikring, privatøkonomi og budgetter kommer ind under huden på en anderledes måde, så eleverne på sigt har bedre forudsætninger for at styre deres egne finanser, undgå quicklån osv., fortalte Martin Wittrup.
Oplevelsen forankrer læringen
Nogle grupper skulle navigere i livsforløbet for en håndværker, andre for en skolelærer, advokat eller sygeplejerske. Fælles var, at alle roller havde forskellige drømme, der stillede forskellige krav til økonomien på forskellige tidspunkter.
Fx måtte gruppen der styrede skolelærerens liv indse, at timingen i økonomi og drømme ikke altid spillede sammen:
- Vi ville gerne have købt et hus, fordi det var en af de store drømme, vores karakter havde, men vi fik ikke lov af Martin, fordi vi havde minus på kontoen og det kræver købekraft at få lov til at optage et lån. I stedet endte vi med at spare så meget op, at vi ikke nåede at bruge pengene på flere drømme, inden tiden var gået. Så vi fik ikke så mange lykkepoint som vi kunne have fået., fortalte den ene.
- Til gengæld var det ret fedt selv at spille og regne det hele ud, frem for at få det hele fortalt, lød det fra en anden.
En anden opmærksomhed som flere af grupperne blev opmærksomme på, var fordelene ved at have forsikringer, hvis man undervejs i spillet blev ramt af uheld såsom at blive påkørt af en bil, brække en arm på skitur og lignende.
Hvis man vender huset på hovedet
Klassen var dog ikke kastet ud på helt dybt vand. Op til spildagen havde de nemlig allerede dykket ned i forskelligt forberedende undervisningsmateriale, og derigennem fået en lille forsmag på, hvad der ventede, fortalte klassens matematiklærer Simon Langkilde:
- Vi har blandt andet forberedt os ved at arbejde med budgetter i google sheets. Det har både givet eleverne mulighed for at lære funktionerne i sheets at kende, samtidig med at de har fået en forsmag på de forskellige begreber inden for privatøkonomi.
Udover at eleverne skulle bruge deres viden om google sheets til at navigere i deres budgetter undervejs i spillet, kom forberedelsen også til udtryk allerede inden spillet gik i gang. Her blev banen nemlig kridtet op med en quiz, der gav anledning til at vende forskellige finansbegreber og deres betydninger.
En af eleverne kunne blandt andet dele en tommelfingerregel om, hvordan man ved, hvad en indboforsikring dækker over.
- En indboforsikring dækker alt det, der falder ud af dit hus, hvis du vender det på hovedet!’.
Flere får ’Fat i finanserne’
Lærerne har kunne booke forløbet ’Fat om finanserne’ til deres klasser gennem Ballerups Åben Skole-ordning. I denne omgang var der booket forløb for fem klasser, men på grund af høj efterspørgsel og gode evalueringer kommer tilbuddet igen i uge 14, så endnu flere kan få gavn af det.